Servicekoordinator til Secma

Secma søger en struktureret og positiv servicekoordinator med overblik, teknisk flair og lyst til at spille en central rolle i vores serviceteam.

Er du vores nye Servicekoordinator?

Kan du genkende dig selv i ord som:

✓Systematisk ✓Overblik ✓Proaktiv ✓Positiv
✓Grundig ✓Stabil ✓Selvstændig ✓Teamorienteret

Så er det måske dig, vi søger.

Du bliver en del af et aktivt og uformelt serviceteam med høj faglighed og godt sammenhold. Hos os er der plads til humor i hverdagen, men vi er også stolte af det arbejde, vi leverer – både til hinanden og til vores kunder.

Vi forventer, at du tager ansvar for dine opgaver og kan planlægge din dag, så både opgaver, kunder og interne processer bliver fulgt godt til dørs.

Din hverdag
Som servicekoordinator får du en central rolle i at sikre flow og kvalitet i vores serviceleverancer. Dine opgaver vil blandt andet være:

  • Daglig koordinering af serviceopgaver i teamet
  • Planlægning af eftersyn og reparationer
  • Oprettelse og opfølgning på serviceordrer
  • Første afklaring af kundehenvendelser og tekniske spørgsmål
  • Hjælp til at vurdere, om en sag kan løses direkte, eller om den skal videre til en tekniker
  • Håndtering af garantisager
  • Indkøb og disponering til serviceafdelingen
  • Vedligeholdelse af kunde- og varestamdata
  • Lagerstyring og løbende kontrol
  • Bidrag til optimering af arbejdsgange og processer
  • Hjælp til pakning og forsendelse 

Om rollen
Secma er en salgsvirksomhed, hvor serviceafdelingen spiller en vigtig rolle i den samlede kundeoplevelse. Service er ofte kundens naturlige kontaktpunkt i hverdagen, og derfor er kvalitet, overblik og god kommunikation afgørende.

Du bliver et vigtigt bindeled mellem kunder, teknikere og resten af organisationen – og får en naturlig rolle som first line support. Det betyder, at du er med til at afklare kundens behov, stille de rigtige spørgsmål og, hvor det er muligt, hjælpe kunden videre med den viden og information, vi har til rådighed. I nogle tilfælde kan problemet måske løses med det samme, uden at en tekniker behøver at komme på sagen.

Du skal ikke være tekniker, men det er en fordel, at du har teknisk interesse, er nysgerrig på produkter og systemer og har lyst til at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Det vigtigste er, at du kan bevare overblikket, kommunikere tydeligt og sikre, at kunden får den rette hjælp videre i processen.

En hverdag med ansvar og indflydelse
Stillingen kræver fleksibilitet i hverdagen. Der vil løbende opstå akutte og ad hoc-opgaver, som ikke altid passer ind i faste processer. Her er det vigtigt, at du kan bevare overblikket, finde gode løsninger og samtidig være med til at udvikle effektive arbejdsgange i tæt samarbejde med teamet.

Du får mulighed for at tage ansvar, påvirke hverdagen og bidrage til, at serviceafdelingen arbejder struktureret og effektivt – også når tempoet er højt.

Samarbejde på tværs
Du vil arbejde tæt sammen med dine kollegaer i service, men også med logistik, backoffice og salg.

For at lykkes i rollen er det vigtigt, at du trives med samarbejde på tværs af organisationen og ser værdien i at spille hinanden gode, så vi sammen skaber den bedste løsning for kunden.

Om dig
Din baggrund kan være forskellig – det vigtigste er din tilgang og måde at arbejde på. Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring fra en lignende rolle – gerne inden for medicoteknisk udstyr eller en beslægtet branche
  • Har flair for teknik og systemer
  • Er komfortabel i en digital hverdag
  • Arbejder struktureret og tager ansvar
  • Trives i en hverdag med både planlagte og akutte opgaver
  • Kommunikerer godt på dansk og engelsk

Kendskab til branchen er en fordel – men ikke et krav.

Sådan søger du stillingen
Send din ansøgning og CV hurtigst muligt til servicechef
Christian Fredebo via vores formular. Vi holder løbende samtaler.

Har du spørgsmål, kan du kontakte Christian på +45 40 38 60 27.

Vi glæder os til at høre fra dig.

03_JOB APPLICATIONS - Servicekoordinator

Del dette indlæg

Er du interesseret i mere information, kan du booke en gratis og uforpligtende demo af behandlingsudstyr til din klinik – kontakt os herunder.

Book en gratis demonstration
Det er helt uforpligtende!